ALT ER GODT!

SKOTØJS-ÆSKEN

ord, fotografi & memorabilia tut…

I 1999, som 22 årig - åbnede jeg min første butik på Islands Brygge, efterfulgt af en lille fin butik i Latinerkvarteret, inden jeg i 2004 slog mig ned på Østerbro, der også er mit elskede hjemme. Arbejdsliv og liv går uadskilleligt hånd i hånd og jeg lever ligeligt begge dele, på en og samme tid.

I 2022 blev jeg formand(inde) for Handelsforeningen Østerbro, hvor opgaven ifølge eget hjerte, er at være det samlende element, forene butikker, mennesker, byliv, så bydelen forbliver det fine miks af stort, småt og midt imellem og altid noget ganske særligt…sikken en rejse vi er på - vigtigst er:

Jeg ELSKER Østerbro!

Udvalget i min butik går i alle retninger, da jeg ganske enkelt forelsker mig gang på gang, i alt mellem himmel og jord: pistachie cremer, håndstrikkede silkemohair trøjer, plakater, grene fra Smålandske skove & chokolade med krystaller etc. Hverken jeg eller butikken er statisk, men følger altid mit hjerte.

Efter 2 årtier & over halvdelen af mit liv som selvstændig lille butik, er mit fokus på alt det jeg selv begejstres over, det finurlige og fine…alt det man kun kan håndplukke, alt det der tager tid at opdage og på sin vis dermed bliver for evigt klassisk, fordi jeg - og siden hen du - elsker de ting, der kommer med os hjem.

I en tid hvor alting går så stærkt, er jeg taknemmelig for, at du stadig holder fast i mig og min lille boble. Ikke mindst, at jeg år efter år, får lov til at folde alt det jeg holder af, ud her på Østerbro….Tak!

Lille kig i skotøjs-æsken, fra gemmerne på loftet